OPEN CALL 2025

SOMMERRESIDENS 2025 I KØBENHAVN

One Week Dance Company popper op i sommeren 2025 i samarbejde med Dansk Danseteater i København.

Ønsker du at blive en del af One Week-kollektivet og danse med i ugen i København, er der nu åbent for audition.

HVOR ? I København med base på Operaen.

HVORNÅR? Intromøde online d. 22. juni kl. 14.00 – 15.00 og fysisk deltagelse hele ugen fra søndag d. 29. juni kl. 15.00 til lørdag d. 5. juli kl. 13.00.

HVEM ? 12 danske dansere i alderen 17 til 25 år.

HVAD ? ONE WEEK mødes i år en uge i samarbejde med Dansk Danseteater, og i løbet af denne intensive uge vil de 12 medlemmer af kollektivet mødes i mange forskellige aktiviteter. Hver dag vil bestå af en morgenklasse med danserne fra Dansk Danseteater og forskellige erfaringsudvekslinger. Der vil være studietid sammen på Operaen med en masse dans, vidensdeling og god energi. Der produceres også en podcast med relevante emner for unge dansere. I løbet af ugen vil der også være workshops og talks med tidligere One Week dansere, som nu arbejder som professionel danser. Kollektivet afholder også en offentlig workshop, som er åben og gratis for andre unge.

 

AUDITION, Hvordan søger du?

Du bedes sende dit CV, samt to videoer til oneweekdancecompany@gmail.com inden fredag d. 6. Juni 2025 kl. 23.59. 

Forvent svar d. 9. Juni 2025.

  • Dit CV må gerne indeholde dine tidligere danseerfaringer, nuværende beskæftigelse, billede, alder og fulde navn, telefonnummer og adresse.
  • Første video skal indeholde en præsentation af dig selv, hvor du fortæller, hvorfor du gerne vil være en del af One Week Dance Company.
  • Anden video skal indeholde en solo, som er koreograferet af dig selv. Hvis du vælger at improvisere, bedes du venligst forklare intensionen i starten af videoen. Det er vigtigt, at du selv har koreograferet soloen, og at den er optaget i et dansestudie. 

Send gerne alle 3 dele samlet i en mail med tilhørende WeTransfer-link, som ikke udløber inden for tidsfristen.

Du vil modtage en bekræftelse på modtagelsen af din ansøgning på den e-mailadresse, du har anvendt.

Vi tilbyder kort feedback til eventuelle afslag på ansøgning, hvis det ønskes.

 

OPTAGELSE – Hvem søger vi?

ONE WEEK søger kreative og kompetente samtids dansere med høje tekniske færdigheder og passion ud over det sædvanlige. Unge dansere i alderen 17 til 25 år, der er dedikerede frontløbere i udviklingen af dansk dans og som føler et ansvar for at bære den unge dansekultur videre og fremad.

Vi er en tolerant og venlig samling af mennesker både i og uden for træningen og søger derfor rare og omsorgsfulde dansere, der er dygtige til at samarbejde med nye mennesker, de ikke kender i forvejen.

Dansefagligt søges et højt teknisk niveau, store bevægelser, dynamik og flow, men frem for alt en nysgerrighed og åbenhed overfor vores fælles passion.

Som ny danser i kompagniet skal du være villig til at hjælpe med:

  • At få ugen til at hænge sammen rent praktisk, fx lave mad til andre og gøre rent efter dig selv.
  • At indgå i et kreativt fællesskab, hvor du nogle gange må give afkald på dine ideer som en del af samarbejdet, for at give plads til andre.
  • Være villig til at dele ud af din egen erfaring både i form af fælles dialoger, gruppearbejde, reseach og fælles reflektioner.
  • At stå for en takeover på One Week Dance Companys Instagram, som præsenterer dig som danser og giver et indblik i din normale hverdag.
  • Det er også et ønske, at du vil poste og uploade billeder fra ugen på dine egne sociale medier og tagge dette års samarbejdspartner: Dansk Danseteater og Augustinus Fonden, som har støttet vores projekt.

 

HVAD KAN DU OPLEVE VED AT DELTAGE?

Selvom det ofte “kun” er en uge ONE WEEK kollektivet samles, er erfaringen efter de sidste års residenser, at det har givet mange ringe I vandet for medlemmerne i kompagniet bl.a:

  • Robusthed til at fortsætte deres karriere, da man bl.a. lærer sine fremtidige kolleger at kende.
  • Mulighed for at dele erfaringer og viden i gruppen med andre ligesindede.
  • Muligheden for at få udfordret/forbedret dansefærdigheder.
  • Muligheden for at møde andre unge på samme niveau og med samme ambitioner.
  • Muligheden for at skabe kontakter, som kan bruges i fremtiden. 
  • En uges intensiv træning og inspiration ved siden af nye mennesker, som man ikke danser med til hverdag.

Ugen med ONE WEEK er ofte blevet omtalt som en gratis sommerskole med højt niveau og super mulighed for networking.

 

KOST, LOGI OG TRANSPORT

Du vil få tilbudt gratis mad under ugen i København.

Der er ikke nogen One Week-uger, som er ens. Det afhænger altid af samarbejdspartneren og indholdet. I år er det desværre ikke muligt at tilbyde overnatning. Vi opfordrer til, at du overnatter privat i København hos bekendte. Hvis der er nogen, som gerne vil deltage, men har svært ved at finde overnatning, har One Week også mulighed for at hjælpe med en billig løsning på et hostel. Det er vigtigt for kollektivet, at det ikke skal være overnatningen, der afholder dig fra at deltage. Det løser vi!

Dine transportomkostninger kan refunderes op til 500 kr. Hvis du fx køber orange billetter i god tid, vil dette beløb normalt være tilstrækkeligt. Dog, hvis billetprisen overstiger 500 kr., vil du desværre være nødt til at dække det resterende beløb selv. One Week er opmærksomme på at nogle dansere rejser fra udlandet, men de 500 kr. er desværre vores maks. i støtte til din transport.

Der tilbydes desværre ikke løn til danserne i sommerugerne på ONE WEEK. Det skal være, fordi du brænder for projektet, at du søger om optagelse, og fordi du slet ikke kan lade være, og du bare må være med.

 

HVAD ER ONE WEEK?

ONE WEEK DANCE COMPANY er et netværk bestående af unge danske dansere i alderen 17 til 25 år. Kollektivets motivation er at skabe et bæredygtigt og understøttende fællesskab, hvor unge, i bedste peer-to-peer tankegang, erfaringsudveksler og deler deres fælles kunstneriske praksis. Et fælles træk for alle deltagere er, at de kan bruge netværket til at træffe de nødvendige valg, der kræves for at etablere og vedligeholde en kunstuddannelse. Det er ambitionen at kollektivet samles minimum en gang om året i en uge.

Kollektivet betegnes som ONE WEEK DANCE COMPANY, da navnet skaber associationer, der motiverer og afspejler hvordan det er at arbejde i et professionelt dansekompagni. Navnet “ONE WEEK” er ikke en tilfældig samling af ord, men repræsenterer en uge, hvor unge dansere samles, træner og deler deres erfaring indenfor dans.

ONE WEEK blev grundlagt i 2018 og er ikke bundet til en bestemt by i Danmark, men udfolder sig på forskellige steder i hele landet.

ONE WEEK har haft kunstneriske ophold og/eller optrådt på:

  • Den Kongelige Ballet i København
  • Fjordenhus ved Olafur Eliasson & Studio
  • Skolerne i Oure på Sydfyn
  • Dansk Talentakademi i Holstebro
  • Vejle Kommune
  • Spinderiet i Vejle
  • Tivoli i København
  • Verdens Balletten på Nørre Vosborg
  • Clay Keramikmuseum Danmark
  • Balletskolen i Holstebro
  • Billund Museum
  • Trekantsområdets Festuge
  • BORA BORA – Dans og Visuelt Teater i Aarhus

 

Hvis du har nogen spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Lene Bonde på oneweekdancecompany@gmail.com.

Denne uge er støttet af Dansk Danseteater og Augustinus Fonden.

 

 

 

Video: Artsee Productions